Projekt bibelåbner
- Detaljer
- Publiceringsdato
Til brug i konfirmandundervisning, i kristne ungdomsforeninger og friskoler, og som konfirmationsgave til konfirmanderne har jeg, for Bibellæser-Ringen i Danmark, lavet et større projekt. Projektet hedder 'Bibelåbner' og består af både et 40 siders hæfte, en omfattende hjemmeside med videoer og quizsystem samt en app til mobiltelefoner.
Projektet
Bibellæser-Ringen har tidligere udgivet hæftet 'Katapult', som var et hæfte, konfirmanderne kunne få i gave, som en introduktion til bibellæsning og andagt.
Jeg blev foråret 2011 spurgt om at forny hæftet, og jeg valgte at gøre brug af de multimedier, som mange unge nu benytter sig af. Derfor blev det nye hæfte udvidet med hjemmeside og mobilapp.
Hæftet, som består af 15 oplæg samt 1 undervisningsoplæg og 1 'eksamensopgave', har jeg nyskrevet fuldstændigt. Dvs. der gik lang tid med at formulere emnerne, udvælge relevante bibeltekster og skrive introducerende tekster og arbejdsspørgsmål.
Dertil kom, at jeg besluttede mig for, at en vis procentdel af hæftet kun skulle være tilgængeligt online, dvs. på den tilhørende hjemmeside, www.bibelaabner.dk.
bibelaabner.dk
Til hvert af de 15 oplæg lavede jeg derfor en særlig side på hjemmesiden, med ekstra oplæg, relevante videoer og et omfattende quizsystem, sådan at hvert oplæg afsluttes med en quiz.
m.bibelaabner.dk
Jeg valgte desuden at lave en mobilvenlig udgave af hjemmesiden, sådan at unge med smartphones kan åbne en særlig side og se videoerne osv. på telefonen.
"Bibelåbner" er et stort projekt, som jeg nød at arbejde med, og som stadig udvikler sig, i og med at hjemmesiden og mobilapp'en konstant kan forbedres og fornys.



