Lidt fra min prædiken til på søndag, om "lad de små børn komme til mig":

Jeg så sidste år en film, om den kendte countrysanger Johnny Cash. Det var en film om hans liv. Johnny Cash gik fra succes til succes, men også fra succes til fiaskoer. En fantastisk ting er, at Johnny Cash døde som kristen. Han mødte Jesus. Da Cash ligger for døden, kommer hans søster og besøger ham. Hun sætter sig hos ham og stiller ham spørgsmålet: ”Hvis Gud skulle sige én ting til dig nu, hvad tror du så, det ville være?”.
Cash svarer: ”Gud vil kun sige én ting til mig: Min nåde er dig nok. For i magtesløshed udfolder min kraft sig helt!”.

Der er noget ydmygt over at være magtesløs. Der er noget ydmygt over at være barn. I begge tilfælde står du i en situation, hvor du ved, at du ikke selv kan klare det her, og du har brug for hjælp. Måske har du løjet, måske stjålet, eller måske har du mødt noget, som har gjort dig bange og ked af det, og du ved, at du har brug for hjælp og er nødt til at ydmyge dig og erkende din magtesløshed.
Det er rigtig svært, når man bliver teenager og senere voksen. At ydmyge sig. At erkende sin magtesløshed. Og det er lige så svært, når man bliver gammel. Når man ikke længere selv kan snøre sine sko eller rede sit hår.
Men der er den bøn, jeg nævnte før, som måske i dag kan blive din bøn: ”Gud, lad mig vokse op til et blive et barn. Jeg har brug for din hjælp, Gud”.