Published in: Bloggen, Kirke 
I går var jeg til januarkursus på DBI, og hørte et godt foredrag af Birger Nygaard, fra Areopagos.
Det handlede om "hvordan vurdere menighedsmodeller i dag?", og blev indledt med en konstatering af, at ekklesiologi i allerhøjeste grad er på dagsordenen i dag - for når tingene ikke virker, som de plejer, rejses der naturligt nok nye spørgsmål om kirkens væsen og former.
Birger konstaterede, at den ydre form ér vigtig, for "i skabtheden er FORM den eneste måde vi kan udtrykke INDHOLD på".
Ingen kirkemodel er "den perfekte", for de er alle kulturelt opstået, kulturelt betingede og de kommer og går (især nu, hvor der hele tiden pilles ved paradigmerne).
Derimod må alle SANDE kirkemodeller hente deres åndelige liv fra Guds riges virkelighed, forkynde evangeliet om at Guds rige er kommet nær, vedkende sig én, hellig, katolsk og apostolsk tradition, samt erfare Åndens virke (hvor og når Han vil).
Der findes i dag ikke én gyldig kirkemodel. Tilmed kan man sige, at vi er gået fra én model til i dag at have en pluralistisk pragmatisme: Sognekirker, tilkaldegudstjenester, fri- og valgmenigheder, missionsforening-menigheder, søger-gudstjeneste-kirker, cafémenigheder, husmenigheder, søndagsbrunch-menigheder, natkirker, cyberkirker...
Med andre ord: Church shopping er normen.
Tendensen i dag, hvor alting er individualiseret: Også trosopfattelse og "spiritualitet" sammensættes individualiseret: MIT valg af menighedsmodel komponerer JEG på individualiseret basis, efter hvad JEG har behov for lige nu... og ellers kan det også være lige meget!!!
Spørgsmålet er så, om der er en kirkemodel, som "passer til" stærkt individualiserede mennesker i en senmoderne kultur?
Faktum er, for det første, at én kirke ikke kan tilpasse sig alle de mange nuværende subkulturer.
Vi må derfor starte med at spørge efter kirkens NATUR, før vi spørger efter KULTUR - dvs. hvad ér kirken, sådan helt grundlæggende?
Birger definerede svaret: "Kirken er Guds forløste folk, sendt som deltagere i Guds mission (evangeliet) til verden i ord, gerning, væren". Denne definition er baseret på Johs 20:21, og beskriver en MISSIONAL (APOSTOLISK) EKKLESIOLOGI.
Kirken ER mission. Kirke GØR hvad den er. Kirken ORGANISERER hvad den gør (model).
Hovedordet er og må være discipelskab.
Den grundlæggende menighedsmodel er flokken af disciple, der lever deres liv i verden i lydighed mod og efterfølgelse af Jesus.
Vurderingskriteriet er derfor: Hvilke menighedsmodeller føder og fremmer discipelskab?
Den kirke, der vil bestå i det sekulariserede, multikulturelle og multireligiøse samfund består af kristne med en stærk forståelse af at være i efterfølgelse som Jesu disciple!
Den menighed, der har discipelskabet som grundlæggende orienteringspunkt kan antage mange forskellige former (den enkelte form er ikke det afgørende).
Og hvad består så discipelkaldet i, til det individualiserede menneske?
1) Kaldet til at leve ud af Jesus-historien, 2) bibelteologisk rodfæstet, 3) klassiske åndelige discipliner, 4) kulturkritisk fravælge det, der hindrer efterfølgelse, 5) gøre Guds mission til min mission, 6) at kende og bruge sine åndelige gaver, 7) i tjeneste for kristne søskende og hele verden, 8) den mystiske dimension.
Slutteligt nævnte han forskellene mellem den tidligere konstantinske og den nuværende/kommende missionale identitet... og så gjorde han reklame for Eddie Gibb''s i øvrigt fremragende bog, "ChurchNext" (hermed personligt anbefalet). |
|
Ordkirken vs. inkarnationskirken
Published in: Bloggen, Kirke 
"Ordet blev kød, og straks derefter blev det af teologerne gjort til ord igen" (Karl Barth).
Og hvis ikke af teologerne, så af lederne i menigheden, eller af de magtpersoner i menigheden som i åndelig arrogance og menneskelig indbildskhed sætter sig som dommere over, hvordan andre kristne skal leve deres liv - og hvad der er ret og forkert.
Her tænker jeg særligt på dem, der er så bundet op på ordkirken og ordteologien at de kun tror på, at "kirke" og "kristen aktivitet" kan foregå fra en prædikestol (hvis man er prædikant), eller nede fra tilhørerrækkerne (hvis man er ''menigt'' menighedsmedlem). Folk som f.eks. kan finde på at kritisere Michael W. Smith koncerten i Herning, 5. juni i år, og kalde den for ukristelig og utilgiveligt verdslig...
Ordkirken og ordteologien lever, i bedste velgående. |
Published in: Bloggen, Kultur
På min nuværende arbejdsplads, hvor jeg låner en kollegas kontor, er der over computerskærmen sat en seddel op på væggen. Teksten på sedlen er, i mine øjne, et meget rammende udtryk for den egocentrerede individualisme, hvor enhver er sin egen lykkes smed. Når jeg læser teksten på sedlen, undrer det mig egentlig ikke, at den slags holdninger typisk fører til skilsmisser eller ødelagte ægteskaber:
Jeg gør det jeg vil, og du gør det du vil, jeg er ikke sat i verden for at leve op til dine forventninger,
og du er ikke sat i verden for at leve op til mine.
Du er dig og jeg er mig,
skulle det ske, at vi finder hinanden, er det smukt.
Hvis ikke, er der ikke noget at gøre ved det.
Egentlig sørgelig læsning. Men et tidstypisk signalement at den egocentrerede individualisme... |
Inspirationen fra megakirkerne
Published in: Bloggen, Kirke
|
I dag har jeg - endnu en gang - haft en samtale med én vedrørende hvad kirken i Danmark kan lære af ''megakirkerne'' i USA, herunder især Willow Creek (se denne side). Det skorter for øjeblikket ikke på udtalelser fra diverse personer og organisationer, som gerne vil fortælle hvad de mener om ''den slags'' input fra udlandet - især når det gælder kirkens reformerte/calvinske teologi.
Ved nærmere eftertanke tror jeg, vi kan lære følgende ved at iagttage og lytte til en megakirke som Willow Creek:
1)Nød for de ufrelse, som ellers vil gå evigt fortabt
2)Tænke holistisk
2a: Omsorg for det hele menneske, dvs. også socialt, psykisk, relationelt.
2b: Lær at "tænke kirke" om det, vi laver. Dvs. skal missionsforeningerne i Danmark overleve, må de begynde at tænke og agere som en kirke - med alt, hvad det indebærer (af velsignelser!)
3)Værdien af lederskab
3a: Værdien af at skabe en vision, som kan omsættes i en handlingsplan.
4)Missional kirketænkning.
5)Small is beautiful. En ''megakirke'' som Willow Creek ønsker ikke at være ''big'', men arbejder faktisk ud fra at ''small is beautiful'', dvs. kirkens fundament er cellegrupperne, de små fællesskaber, hvor relationer opbygges.
6)Fokus på discipling. Discipeltræning, vækst i åndelig modenhed, udpege og aktivere den enkeltes nådegaver og tjeneste, åndsfylde.
Det gælder i allerhøjeste grad også i børnearbejdet, at fokus her er discpling - og ikke bare genfortælling af bibelhistorier.
7)Tidssvarende principper for kommunikation og pædagogik. |
Published in: Bloggen, Kirke
Hans navn er Jens. Han har vildt hår, er iklædt en T-shirt med huller i, cowboybukser og ingen sko. Det var bogstavelig talt hans garderobe alle tre gymnasieår. Han var utrolig. Lidt esoterisk og meget, meget klog. Han blev kristen mens han gik på gymnasiet.
På den anden side af gaden, overfor gymnasiet, er der en meget strømlinet, meget traditionspræget kirke. De vil gerne udvikle et program for de unge studerende - og for unge i det hele taget - men ved ikke helt hvordan det skal gøres. En dag beslutter Jens at gå derover.
Han vandrer ind uden sko, klædt i sin T-shirt og med vildt hår. Gudstjenesten er allerede begyndt, så Jens begynder at gå op ad midtergangen på udkig efter en siddeplads. Salen er fyldt, og han kan ikke finde en plads. På dette tidspunkt er folkene i salen begyndt at se lidt nervøse ud, men ingen siger noget.
Jens kommer tættere og tættere og tættere på prædikestolen, og da han opdager at der ikke er nogen sæder, sætter han sig lige der på gulvet. (Og skønt det er en fuldt ud acceptabel adfærd blandt gymnasievennerne, så er det noget der aldrig er sket i den kirke før!). Nu er folkene i salen virkelig irriterede, og der er en anspændt stemning.
På samme tidspunkt opdager præsten på prædikestolen, at nede fra enden af salen er en gammel, nu pensioneret præst ved at bevæge sig hen imod Jens. Denne tidligere præst er midt i 80''erne, har sølvgråt hår, og bærer et elegant jakkesæt. En gudfrygtig mand, meget elegant, meget værdig, meget høflig. Han går med stok, og da han begynder at gå hen imod drengen, tænker alle ved sig selv: "Ja, man kan ikke bebrejde ham for hvad han nu vil gøre. Ingen forventer jo, at en mand i hans alder og med hans baggrund vil kunne forstå en ung gymnasiestuderende på gulvet?".
Det tager lang tid for manden at nå hen til drengen. I salen er der fuldstændig stille, bortset fra den gamle mands stok, som klikker hver gang den rammer gulvet. Alles øjne fokuserer på ham. Man kan ikke engang høre nogen trække vejret. Folkene tænker "Præsten kan ikke engang holde sin prædiken, før den gamle har gjort hvad han må gøre". Og nu ser de den gamle mand smide stokken på gulvet. Med stort besvær knæler han ned, sætter sig ved siden af Jens, og er sammen med ham under hele gudstjenesten så han ikke skal være alene.
Alle får en klump i halsen, og mange har svært ved at styre tårerne. Da præsten på prædikestolen efterhånden får taget sig sammen, siger han: "Hvad jeg nu vil forkynde, vil I aldrig siden huske. Men hvad I lige har set, vil I aldrig kunne glemme". |
|
|
|
|
<< Første < Forrige 61 62 63 64 65 66 Næste > Sidste >>
|
|
Side 65 ud af 66 |
Jeg hedder Carsten. Her finder du nogle af de prædikener jeg har skrevet, de ting jeg interesserer mig for - og i min dagbog kan du følge med i, hvad jeg og min familie går og laver...
Jeg elsker at se film - og mange af dem har givet inspiration til fx prædikener. 
