Bibelen taler om både det individuelle og det kollektive: i dag taler man ofte om, at troen er en ”privatsag” (dvs. individuel). Men Bibelen sammenkæder det individuelle og det kollektive, og taler gerne om at det enkelte individ må omvende sig og komme til personlig tro, men samtidig kaldes man med denne tro straks ind i kollektivet – Guds folk – til kollektivt at leve denne tro ud, kollektivt at være i mission for Gud, kollektivt at være i discipelskab. Bibelen kender ikke til troslivet som en ”privatsag”.
Samtidig er der i Bibelen og den første kirke intet skel mellem det ”verdslige” og det ”åndelige”. Gud vil være med i alting og Herre over alting, også de ting, vi ikke tænker at Gud har med at gøre, og de steder i vores liv vi helst vil holde for os selv. Der er ikke noget, der særligt er ”åndeligt”, og noget andet der ikke er – og derfor giver det fx mening i praksis og i forkyndelsen at tale om Guds Riges komme over ægteskaberne, børneopdragelsen, de økonomiske vurderinger, etikken, sygdom, arbejdsliv, osv.
Man kan til tider høre folk tale om, at deres sognekirke er 'folkets kirke', og at den skal vedblive at være det. Det er lidt forskelligt, fra situation til situation, hvad man mener med 'folkets kirke', men udtrykket bruges ofte som et krav eller et ønske om, at kirken skal være for folket; at kirken skal være folkelig. Det er min erfaring, at dette ofte betyder at 'folkelig' er det samme som 'føjelig', dvs. at kirken skal føje samfundet og udviklingen. Sker der en udvikling i samfundets forståelse af etik, eller i forståelsen af Bibelen (især emner som homofili, ægteskab, mm.), eller andre ting, så skal kirken følge med.
Jeg har fx stødt på, at man ønsker, at præsten skal være 'hele sognets præst', og dermed mener man, at præsten skal være folkelig, kulturel og villig til netop at føje samfundets udvikling. Dermed kan en, der er 'hele sognets præst' næppe være fx modstander af at vie fraskilte, vie homofile, osv.
'Folkets kirke' er, som jeg ser det, en kulturkirke, som først og fremmest er 'dansk', dvs. den bygger på at være kulturbærer. Her støder vi imidlertid på det problem, at kirken ikke er kultur. Kultur er noget, mennesker skaber. Men kirken er ikke kultur; den er natur - den kommer udefra eller ovenfra.
Når man bruger udtrykket 'folkets kirke', er man primært interesseret i kultur, ikke i teologi. Hvad den ene eller anden præst siger eller tror, er sådan set ligegyldigt. Enhver er salig i sin tro. Hvad der bliver sagt fra prædikestolen, dvs. om teologien bag er grundtvigsk, luthersk, eller noget helt tredje, er som sådan irrelevant - bare man får noget godt med sig hjem fra gudstjenesten og præsten er folkelig og salmerne er gode.
Udtrykket 'folkets kirke' er nemt at sige. Men bruges det, må brugerne udfordres på, hvad de mener. Hvad menes der med 'kirke'? Hvad menes der med 'folkets'? Hvad er kirke? Er det en kulturel foranstaltning, hvor man, på baggrund af en kulturel forståelse af kristendommen forstår kirken som bærer af den del af Danmarks kulturelle arv som er religiøs? Eller er 'kirke' noget, der alene kan defineres på baggrund af Bibelen, og på baggrund af hvad Jesus sender sine efterfølgere ud for at gå i gang med, nemlig udbredelsen af Guds Rige? Og 'Guds Rige', hvad er dét så?
Der er en masse spørgsmål, der må stilles, og en masse svar, der må søges.
Et andet vigtigt spørgsmål er: Hvad er kirkens MANDAT? Spørgsmålet blev igen relevant, da man igen begyndte at overveje vielse af homofile. Hører det med til kirkens mandat, at velsigne det, som Gud ikke velsigner?
Hvad er kirkens mandat? Hvad er kirkens VISION? Er det at være kulturbærer, eller at være mod-kultur og at være Guds redskab i hans mission? Og hvad ér Guds - og kirkens - mission? Hvor kommer kirken fra - og hvem 'tilhører' den?
Hvor vigtig er TEOLOGI? Teologi er vigtigt. En præst skriver under på, at han vil forkynde og formidle en bestemt form for teologi, nemlig den evangelisk-lutherske. Og en præst er aldrig 'bare' præst, men er det altid på baggrund af sin teologi. Teologien er afgørende også på det punkt, at det er teologien der bestemmer hvad man siger, mener og forkynder om Gud, om Jesus, om frelsen - og om kirken. Ens syn på Bibelen, og på teologien, afgør hvordan man forholder sig til kirken; til kirkens vision, mission og mandat.
Det er ikke meget anderledes end at være i Folketinget. Her kan du møde mennesker, som er så overbeviste om den ideologi, deres parti repræsenterer, at de er parate til at sige: 'Jeg er overbevist om, at den vej, vi repræsenterer, vil betyde forskellen mellem liv og død for vores samfund'. Det samme kan en kristen, en præst, sige. En præst kan sige: 'Det her betyder forskellen mellem Himmel eller Helvede, mellem frelse eller fortabelse'.
Jeg har her i bloggen, under overskriften 'Rigtig forkyndelse?', skrevet om prædikenen. Også hvad prædikenen angår, både indhold og form, viser det sig, hvilken teologi der ligger bag, og hvad man mener er kirkens vision, mission og mandat.
Der diskuteres for øjeblikket, blandt andet i Kristeligt Dagblad, om Jesus er den eneste vej til Gud. Om der findes andre veje til Gud. Andre sandheder. Midt i denne diskussion er det jo stærkt, når søndagens tekst (7.marts) netop er en tale, Jesus selv holder, hvor han fastholder et ultimativt sandhedskrav. Han siger blandt andet: "Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. (...) Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. (...) Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud".
Her er lidt af det, jeg denne søndag i kirken havde at sige om netop denne tekst, og Jesu krav om at være den eneste vej til Gud:
(...) Og når du så når frem til det Nye Testamente, til beretningerne om Jesus, så møder du der en person, som på alle måder er ekstrem og klippefast. Jesus siger tilmed om sig selv: ”Jeg er sandheden, vejen og livet. Ingen kan komme til Gud uden gennem mig!”. Det er radikalt, det er ekstremt. Jeg kom til at tænke på det, da vi for nylig her i kirken havde besøg af en præst, som talte om kultur. Han talte om, at kristendommen ikke er, hvad vi gør den til. Kristendommen er ikke kultur. Kultur, det er noget, vi mennesker laver. Vi finder på ting, vi opbygger en kultur omkring os. Og den ene kultur kan være lige så god og rigtig som den anden. Men kristendommen er ikke kultur. Den er ikke menneskeskabt. Kristendommen er natur, den er ikke kommet fra mennesker. Den er kommet udefra. Den er kommet fra Gud. Det tror jeg der er noget helt rigtigt i. Og hvis du kigger på den tekst, vi sammen læste før, så har du det faktisk lige der. Jesus er midt i en ophedet samtale med nogle jøder, og så er det, at han kommer med nogen meget stærke udsagn: ”Hvis Gud var jeres far, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til far. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke!”.
Det er på en måde ret ubehageligt, det, Jesus siger. Han står klippefast, med fuld integritet. Ingen kan påvise nogen fejl eller synd ved ham. Han siger: ”Enten er I for mig, og hører Gud til, eller også er I imod mig, og hører Satan til!”. Kristendommen er ikke en kultur, skabt af mennesker. Vi kan lave kirkebygninger, vi kan lave tiltag for børn, for unge, for voksne. Men det er egentlig bare kultur. Kristendommen er ikke kultur. Den er kommet fra Gud og er egentlig, på alle måder, meget firkantet. Det vil svare til, at Jesus siger: ”Hvis ikke I følger mig, hvis ikke I tager jeres kors op og følger mig, om det så er til døden… hvis I ikke lever efter mine bud… hvis ikke Gud er centrum… så kan I lave nok så mange tiltag og klubber og kaffemøder, men det er bare kultur”.
Det betyder simpelthen, at hvis du spørger Bibelen, så er mennesket skabt til noget bestemt. Og Gud er en ganske bestemt Gud. Og der er ikke frelse i nogen anden. Hvis det her skurrer i ørerne på dig, så er det, fordi sådan nogle krav er lige det modsatte af, hvad kulturen kommer med. Og hvad tidsånden kommer med. Tidsånden siger: ”Alt er relativt. Og mennesker er ikke andet, end hvad det gør sig selv til. Der er ikke noget forudgivet mening med menneskelivet. Hvis dit liv skulle få en mening, så sker det kun ved, at du selv giver det mening og betydning”. Har du hørt det før? Og fornemmer du, at det ligger ret langt fra, hvad Bibelen stiller af sandhedskrav og fra den beskrivelse, Bibelen giver af Gud?
Om få uger er det påske. Vi er midt i en tid, hvor vi forbereder os på at fejre påske. Og der er noget utroligt radikalt over påsken. Gud lader sin egen søn blive naglet til et kors. Og der har du sandhedskravet igen: Der er ingen vej udenom korset, hvis du vil have med Gud at gøre. Der er ingen vej udenom Jesus, hvis du vil have med Gud at gøre.
Hvad er det, Jesus efterlyser, når han siger: ”Hvis Gud var jeres far, så ville I elske mig?”. Hvad er det, han efterlyser? Han efterlyser konsekvenser. Han efterlyser integritet. Hvis Gud er din Gud, så må det få konsekvenser for dit liv. Så må det få konsekvenser for, hvad du forstår ved personlig og åndelig integritet.
(...) Den Gud du møder i Bibelen, vil have al æren og al vores opmærksomhed. Og han vil, at vi skal finde vores største glæde i Ham. Og et bestemt sted i Bibelen finder du et vers som fortæller, hvordan det engang skal blive: ”Hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre” (Fil 2,10-11). Bibelen beskriver simpelthen, at dén erkendelse vil alle mennesker på et eller andet tidspunkt komme frem til. Alle knæ skal bøje sig og bekende at Jesus er Herre. Der er mange ting, jeg kan vælge at bruge mit liv på. Måske kender du til, at der er ting i dit liv, som fylder alt, som optager al din tid. Og du oplever, at du mest af alt har brug for at sige til Gud: ”Gud, jeg føler det som om jeg bruger mit liv på ligegyldige ting. Og hvis verden en dag skulle ende, så ville jeg ikke være parat. Sådan føler jeg det, Gud. Jeg vil ikke spilde mit liv. Gud, jeg vil leve med fokus på dig. Hjælp mig til at se, hvordan jeg kan ophøje dig med mit arbejde, mine studier, mit liv. Gud, lær mig hvad det vil sige at have dig til far og leve sammen med dig i alle de valg, jeg foretager mig”.
"Hermed døber jeg jer Henriette og Leon og tilspørger jer samtidig, om I vil tage hinanden som ægtefolk - og vil også minde jer begge om, at I kommer fra jorden, og til jorden skal I igen vende tilbage... Amen!".
Jeg hedder Carsten. Her finder du nogle af de prædikener jeg har skrevet, de ting jeg interesserer mig for - og i min dagbog kan du følge med i, hvad jeg og min familie går og laver... Jeg har bl.a. været lærer 3 år på en efterskole i Stubbekøbing. Jeg er nu sognepræst i Toreby Sogn, Lolland Falster Stift.
Jeg elsker at se film - og mange af dem har givet inspiration til fx prædikener. Klik på billedet og læs om mine favoritfilm - og giv selv en kommentar med på vejen. Der føjes artikler til, når jeg får tid til det.
Filmanmeldelser
Jeg er filmanmelder i Nykøbing F., og skriver anmeldelser for hjemmesiden FILMOGTRO.DK. Jeg har bl.a anmeldt:
Jeg hedder Carsten. Her finder du nogle af de prædikener jeg har skrevet, de ting jeg interesserer mig for - og i min dagbog kan du følge med i, hvad jeg og min familie går og laver...
Jeg elsker at se film - og mange af dem har givet inspiration til fx prædikener. 
