Jeg holdt min første "rigtige" prædiken da jeg var 19 år gammel. (Min allerførste holdt jeg som 10-årig, men det er en helt anden historie). Siden har jeg stået på en prædikestol mange gange, og min måde at prædike på har ændret sig meget siden jeg var 19. Ikke mindst 3 år som lærer på en kristen efterskole for unge med sociale og andre problemer har formet min måde at prædike.
Jeg havde en meget interessant oplevelse for nylig, vedrørende at prædike:
Alle præsterne fra provstiet var samlet til et kursus, med en dygtig retoriker fra Danmarks Radio. Ud fra nogle bestemte teorier om retorik, mundtlighed og prædikenens udformning underviste hun. Som en del af kurset skulle vi alle holde et uddrag af en af vores prædikener. Jeg var den sidste i rækken. Mine kolleger fik god og brugbar kritik. Men så blev det min tur. Jeg tog et uddrag af min prædiken fra Kr. Himmelfartsdag 2009 (se hele prædikenen her). Da jeg var færdig, vidste underviseren slet ikke, hvad hun skulle sige. Den måde at prædike på havde hun slet ikke erfaring med. Som hun sagde: Det bryder de gængse principper for en "korrekt" prædiken i et kirkerum, og hun sagde, at når hun så og lyttede til mig, så forestillede hun sig at vi befandt os i en dagligstue, med folk siddende på gulvet. Det var den "stemning", prædikenformen lagde op til. Hun mente ikke, at min prædikenform passede ind i et "helligt kirkerum".
Det var en interessant oplevelse. Fordi det fortæller, at så mange lærer, at en prædiken skal være opbygget på en bestemt måde. Og man må for alt i verden ikke sige "du" eller appellere til tilhørernes personlige erfaringer i en prædiken. Der er simpelthen en gængs, universitær opfattelse af, hvad en prædiken er. Og ærligt talt, så forstår jeg bedre, hvorfor folk ikke gider høre prædikener, hvis de er bygget op på dén måde.
Samtidig bekræftede denne oplevelse at menighedssyn/kirkesyn og prædikensyn hænger sammen. Hvordan din prædiken er, hænger sammen med hvad du mener en menighed er og hvad en gudstjeneste er og hvad kirkens mandat er. Dit syn på disse tre ting vil præge dit syn på og din måde at forberede forkyndelsen.
Derudover må jeg også sande, at den hverdagsagtige, dialogiske og fortællende "jeg-du" prædiken ikke rammer alle lige godt. Ikke fordi det er nogen overraskelse. Forkyndelsen vil ramme nogle. Andre rammer den ikke. Men der er simpelthen mange, som er vokset op med og opdraget med én bestemt måde at prædike på (nemlig den, som førnævnte retoriker underviste i), og som derfor ikke opfatter den hverdagsagtige/dialogiske/osv. prædiken som en "rigtig" prædiken.
Forestil dig, at du en nat ligger i din seng, og så hører du en stemme indeni dig. Du vågner og svarer ”Ja!”. Men stemmen er væk. Lige præcist dét skete for en ung mand, ved navn Samuel. Du kan læse om det i Bibelen, i 1. Samuelsbog: Samuel sover, og hører stemmen kalde. Han vågner og vækker sin mester, og siger: ”Kaldte du?”. Mesteren, Eli, siger nej. Så han går tilbage i sin seng. Det sker tre gange. Og til sidst giver Eli ham et råd. Han siger: ”Hvis du hører stemmen igen, så skal du svare: ’Tal, Herre, din tjener hører’!” (1 Sam 3,9).
Gud talte direkte til Samuel, men Samuel opdagede ikke, at det var Gud. Og pointen er: Gud taler til os, til dig og mig. Du kan få en tanke, en fornemmelse, en overbevisning, som kommer direkte fra Guds Hellige Ånd. Det skete for Samuel, men han havde brug for et andet menneske til at gøre det klart for ham, at Gud talte til ham. Han havde brug for en anden til at hjælpe ham med at lære, hvordan vi genkender Guds stemme. ”Tal, Herre, din tjener hører!”. Det kan blive din bøn i dag, til Helligånden.
Og det fantastiske er, at Helligånden kan tale til dig, i dig, indeni dig. Det er det nye, at Gud ikke kun er noget ydre, at Gud ikke kun taler igennem ild eller storm eller hvisken. Gud taler i dig. Den sejr vandt Jesus også. Da han døde på korset, da han opstod, da han for til himmels, da vandt han også den sejr, at vi nu kan tage imod Gud ind i vore liv, og Gud bor der og taler til os og taler også igennem os. Og vi kan, når vi lærer at lytte til hvad Gud gør i os, med overbevisning i stemmen sige: ”Gud gør ting i mit liv! Gud gør ting i mig, for han er ikke en ydre Gud, men nu bor han i mig. Og jeg vil gerne dele med jer, hvad Gud har talt til mig”.
Måske har du haft en oplevelse, som gjorde, at der var ”alarmklokker” der ringede. Du oplever noget, ser et eller andet ske, og så mærker du: Der er noget galt her! Det gør Guds Helligånd også i dig. Og det er ikke en følelse. Eller måske skulle jeg sige: Det er ikke bare en følelse, det er også en rationel erkendelse af, hvad Gud siger i dit hjerte. En eller anden siger noget, og du føler dig bedrøvet indeni. Du søger til Bibelen, åbner din Bibel som Helligånden selv har inspireret mennesker til at skrive, og så læser du i den og opdager sandheden og kan sige: Det er sandheden. Det var derfor, jeg følte den uro i mig. Det var derfor, jeg ikke følte det var rigtigt, det vedkommende sagde til mig. Det er én af fordelene ved at Helligånden bor i dig.
Fra min prædiken til på søndag, 25. april, hvor Jesus klart erklærer, hvem han er. Det er afgørende at være klar over, også nu hvor der er avisartikler hvor præster finder på at hævde, at der er flere veje til Gud, udenom Jesus:
"Kristendommen er ikke en religion. Kristendommen er ikke et system til at finde Gud. Jeg hørte engang en taler, som nævnte følgende: ”Andre religiøse ledere siger: ’Følg mig, og jeg vil vise dig hvordan du kan finde sandheden’, men Jesus siger: ’Jeg ér sandheden’. Andre religiøse ledere siger: ’Følg mig, og jeg vil vise dig vejen til frelse’, men Jesus siger: ’Jeg er vejen til evigt liv’. Andre religiøse ledere siger: ’Følg mig, og jeg vil vise dig hvordan du kan blive oplyst’, men Jesus siger: ’Jeg er verdens lys’. Andre religiøse ledere siger: ’Følg mig, og jeg vil vise dig mange døre, som fører til Gud’, men Jesus siger: ’Jeg er døren’. Dernæst tilføjer Jesus: ’Så følg mig’!”.
”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid”. Det står der i Bibelen. Og dét er der trøst i. Dét er der hvile i. Dét er værd at bøje knæ for. Jesu disciple var bekymrede. De var forfærdede. Det står i den tekst, vi læste sammen før. De kan ikke finde ud af, hvorfor Jesus skal dø. De har lige opdaget, at en af deres venner, en af disciplene, har forrådt Jesus. De har lige hørt, at en anden af disciplene, Peter, tre gange har benægtet at kende Jesus. Og så er det, Jesus siger til dem: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Jeg forlader jer snart, og I ved jo hvor jeg tager hen og i ved, hvordan man kommer dertil. I ved, hvor jeg er på vej hen. I ved, at jeg kommer fra Faderen, fra Gud. I ved, at der vender jeg tilbage til”. Men disciplene er forvirrede og spørger: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen. Og hvordan skulle vi kunne vide vejen dertil?”. Og lige præcist derfor siger Jesus til dem: ”Jeg er vejen. I skal ikke bekymre jer om, hvordan I kommer dertil. Jeg er vejen, jeg er sandheden, jeg er lyset, intet menneske kommer til Faderen uden ved mig. Hvis I kender mig, så kender I vejen til Faderen”. Men de er stadig ikke helt sikre. De er stadig forvirrede. De er ikke sikre på, hvordan Gud ser ud. De er ikke sikre på, hvordan de kan komme til Gud. De siger: ”Vi er altså ikke helt sikre på hvor Gud er eller hvordan han er eller hvordan vi kommer til ham”. De er usikre. De er forvirrede. Og midt i deres forvirring vedrørende Gud, så er det, at Jesus siger til dem, at de behøver ikke være forvirrede vedrørende Gud overhovedet, for han er Gud, og hvis de kender ham, så kender de Gud.
Det var det, disciplene havde brug for at høre. Det var det, de havde brug for at vide. Og det er stadig i dag det, der gør, at så mange mennesker finder ro, finder hvile hos Jesus og personligt erfarer hvorfor det er, at Jesus siger til os igen og igen: ”Se på mig! Se på mig! Lad være med at se på dig selv! Se på mig!”.
”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid”. Det står der i Bibelen. Og det fandt disciplene hvile i. De lærte, at når de engang skulle dø, så er det ikke hvem som helst, der står og venter på dem. Så er det Jesus, der venter på dem. Og det betyder det samme i dag. Når jeg engang dør, så står Muhammed ikke og tager imod mig. Så står Buddha ikke og tager imod mig. Så står der ikke en spejlbillede af min egen sjæl og tager imod mig. Så står Jesus der. Min Jesus. Og så skal jeg bøje knæ for ham.".
Lidt fra min prædiken til på søndag, om "lad de små børn komme til mig":
Jeg så sidste år en film, om den kendte countrysanger Johnny Cash. Det var en film om hans liv. Johnny Cash gik fra succes til succes, men også fra succes til fiaskoer. En fantastisk ting er, at Johnny Cash døde som kristen. Han mødte Jesus. Da Cash ligger for døden, kommer hans søster og besøger ham. Hun sætter sig hos ham og stiller ham spørgsmålet: ”Hvis Gud skulle sige én ting til dig nu, hvad tror du så, det ville være?”. Cash svarer: ”Gud vil kun sige én ting til mig: Min nåde er dig nok. For i magtesløshed udfolder min kraft sig helt!”.
Der er noget ydmygt over at være magtesløs. Der er noget ydmygt over at være barn. I begge tilfælde står du i en situation, hvor du ved, at du ikke selv kan klare det her, og du har brug for hjælp. Måske har du løjet, måske stjålet, eller måske har du mødt noget, som har gjort dig bange og ked af det, og du ved, at du har brug for hjælp og er nødt til at ydmyge dig og erkende din magtesløshed. Det er rigtig svært, når man bliver teenager og senere voksen. At ydmyge sig. At erkende sin magtesløshed. Og det er lige så svært, når man bliver gammel. Når man ikke længere selv kan snøre sine sko eller rede sit hår. Men der er den bøn, jeg nævnte før, som måske i dag kan blive din bøn: ”Gud, lad mig vokse op til et blive et barn. Jeg har brug for din hjælp, Gud”.
Jeg hedder Carsten. Her finder du nogle af de prædikener jeg har skrevet, de ting jeg interesserer mig for - og i min dagbog kan du følge med i, hvad jeg og min familie går og laver... Jeg har bl.a. været lærer 3 år på en efterskole i Stubbekøbing. Jeg er nu sognepræst i Toreby Sogn, Lolland Falster Stift.
Jeg elsker at se film - og mange af dem har givet inspiration til fx prædikener. Klik på billedet og læs om mine favoritfilm - og giv selv en kommentar med på vejen. Der føjes artikler til, når jeg får tid til det.
Filmanmeldelser
Jeg er filmanmelder i Nykøbing F., og skriver anmeldelser for hjemmesiden FILMOGTRO.DK. Jeg har bl.a anmeldt:
Jeg holdt min første "rigtige" prædiken da jeg var 19 år gammel. (Min allerførste holdt jeg som 10-årig, men det er en helt anden historie).
Jeg hedder Carsten. Her finder du nogle af de prædikener jeg har skrevet, de ting jeg interesserer mig for - og i min dagbog kan du følge med i, hvad jeg og min familie går og laver...
Jeg elsker at se film - og mange af dem har givet inspiration til fx prædikener. 
