I uge 27 var vi traditionen tro på Oaselejr Sjælland. Ved afslutningsfesten var Christian og Jakob på scenen, med et rapnummer de havde lavet sammen med to andre drenge og en ungdomsleder:
Bibelen taler om både det individuelle og det kollektive: i dag taler man ofte om, at troen er en ”privatsag” (dvs. individuel). Men Bibelen sammenkæder det individuelle og det kollektive, og taler gerne om at det enkelte individ må omvende sig og komme til personlig tro, men samtidig kaldes man med denne tro straks ind i kollektivet – Guds folk – til kollektivt at leve denne tro ud, kollektivt at være i mission for Gud, kollektivt at være i discipelskab. Bibelen kender ikke til troslivet som en ”privatsag”.
Samtidig er der i Bibelen og den første kirke intet skel mellem det ”verdslige” og det ”åndelige”. Gud vil være med i alting og Herre over alting, også de ting, vi ikke tænker at Gud har med at gøre, og de steder i vores liv vi helst vil holde for os selv. Der er ikke noget, der særligt er ”åndeligt”, og noget andet der ikke er – og derfor giver det fx mening i praksis og i forkyndelsen at tale om Guds Riges komme over ægteskaberne, børneopdragelsen, de økonomiske vurderinger, etikken, sygdom, arbejdsliv, osv.
Man kan til tider høre folk tale om, at deres sognekirke er 'folkets kirke', og at den skal vedblive at være det. Det er lidt forskelligt, fra situation til situation, hvad man mener med 'folkets kirke', men udtrykket bruges ofte som et krav eller et ønske om, at kirken skal være for folket; at kirken skal være folkelig. Det er min erfaring, at dette ofte betyder at 'folkelig' er det samme som 'føjelig', dvs. at kirken skal føje samfundet og udviklingen. Sker der en udvikling i samfundets forståelse af etik, eller i forståelsen af Bibelen (især emner som homofili, ægteskab, mm.), eller andre ting, så skal kirken følge med.
Jeg har fx stødt på, at man ønsker, at præsten skal være 'hele sognets præst', og dermed mener man, at præsten skal være folkelig, kulturel og villig til netop at føje samfundets udvikling. Dermed kan en, der er 'hele sognets præst' næppe være fx modstander af at vie fraskilte, vie homofile, osv.
'Folkets kirke' er, som jeg ser det, en kulturkirke, som først og fremmest er 'dansk', dvs. den bygger på at være kulturbærer. Her støder vi imidlertid på det problem, at kirken ikke er kultur. Kultur er noget, mennesker skaber. Men kirken er ikke kultur; den er natur - den kommer udefra eller ovenfra.
Når man bruger udtrykket 'folkets kirke', er man primært interesseret i kultur, ikke i teologi. Hvad den ene eller anden præst siger eller tror, er sådan set ligegyldigt. Enhver er salig i sin tro. Hvad der bliver sagt fra prædikestolen, dvs. om teologien bag er grundtvigsk, luthersk, eller noget helt tredje, er som sådan irrelevant - bare man får noget godt med sig hjem fra gudstjenesten og præsten er folkelig og salmerne er gode.
Udtrykket 'folkets kirke' er nemt at sige. Men bruges det, må brugerne udfordres på, hvad de mener. Hvad menes der med 'kirke'? Hvad menes der med 'folkets'? Hvad er kirke? Er det en kulturel foranstaltning, hvor man, på baggrund af en kulturel forståelse af kristendommen forstår kirken som bærer af den del af Danmarks kulturelle arv som er religiøs? Eller er 'kirke' noget, der alene kan defineres på baggrund af Bibelen, og på baggrund af hvad Jesus sender sine efterfølgere ud for at gå i gang med, nemlig udbredelsen af Guds Rige? Og 'Guds Rige', hvad er dét så?
Der er en masse spørgsmål, der må stilles, og en masse svar, der må søges.
Et andet vigtigt spørgsmål er: Hvad er kirkens MANDAT? Spørgsmålet blev igen relevant, da man igen begyndte at overveje vielse af homofile. Hører det med til kirkens mandat, at velsigne det, som Gud ikke velsigner?
Hvad er kirkens mandat? Hvad er kirkens VISION? Er det at være kulturbærer, eller at være mod-kultur og at være Guds redskab i hans mission? Og hvad ér Guds - og kirkens - mission? Hvor kommer kirken fra - og hvem 'tilhører' den?
Hvor vigtig er TEOLOGI? Teologi er vigtigt. En præst skriver under på, at han vil forkynde og formidle en bestemt form for teologi, nemlig den evangelisk-lutherske. Og en præst er aldrig 'bare' præst, men er det altid på baggrund af sin teologi. Teologien er afgørende også på det punkt, at det er teologien der bestemmer hvad man siger, mener og forkynder om Gud, om Jesus, om frelsen - og om kirken. Ens syn på Bibelen, og på teologien, afgør hvordan man forholder sig til kirken; til kirkens vision, mission og mandat.
Det er ikke meget anderledes end at være i Folketinget. Her kan du møde mennesker, som er så overbeviste om den ideologi, deres parti repræsenterer, at de er parate til at sige: 'Jeg er overbevist om, at den vej, vi repræsenterer, vil betyde forskellen mellem liv og død for vores samfund'. Det samme kan en kristen, en præst, sige. En præst kan sige: 'Det her betyder forskellen mellem Himmel eller Helvede, mellem frelse eller fortabelse'.
Jeg har her i bloggen, under overskriften 'Rigtig forkyndelse?', skrevet om prædikenen. Også hvad prædikenen angår, både indhold og form, viser det sig, hvilken teologi der ligger bag, og hvad man mener er kirkens vision, mission og mandat.
Jeg holdt min første "rigtige" prædiken da jeg var 19 år gammel. (Min allerførste holdt jeg som 10-årig, men det er en helt anden historie). Siden har jeg stået på en prædikestol mange gange, og min måde at prædike på har ændret sig meget siden jeg var 19. Ikke mindst 3 år som lærer på en kristen efterskole for unge med sociale og andre problemer har formet min måde at prædike.
Jeg havde en meget interessant oplevelse for nylig, vedrørende at prædike:
Alle præsterne fra provstiet var samlet til et kursus, med en dygtig retoriker fra Danmarks Radio. Ud fra nogle bestemte teorier om retorik, mundtlighed og prædikenens udformning underviste hun. Som en del af kurset skulle vi alle holde et uddrag af en af vores prædikener. Jeg var den sidste i rækken. Mine kolleger fik god og brugbar kritik. Men så blev det min tur. Jeg tog et uddrag af min prædiken fra Kr. Himmelfartsdag 2009 (se hele prædikenen her). Da jeg var færdig, vidste underviseren slet ikke, hvad hun skulle sige. Den måde at prædike på havde hun slet ikke erfaring med. Som hun sagde: Det bryder de gængse principper for en "korrekt" prædiken i et kirkerum, og hun sagde, at når hun så og lyttede til mig, så forestillede hun sig at vi befandt os i en dagligstue, med folk siddende på gulvet. Det var den "stemning", prædikenformen lagde op til. Hun mente ikke, at min prædikenform passede ind i et "helligt kirkerum".
Det var en interessant oplevelse. Fordi det fortæller, at så mange lærer, at en prædiken skal være opbygget på en bestemt måde. Og man må for alt i verden ikke sige "du" eller appellere til tilhørernes personlige erfaringer i en prædiken. Der er simpelthen en gængs, universitær opfattelse af, hvad en prædiken er. Og ærligt talt, så forstår jeg bedre, hvorfor folk ikke gider høre prædikener, hvis de er bygget op på dén måde.
Samtidig bekræftede denne oplevelse at menighedssyn/kirkesyn og prædikensyn hænger sammen. Hvordan din prædiken er, hænger sammen med hvad du mener en menighed er og hvad en gudstjeneste er og hvad kirkens mandat er. Dit syn på disse tre ting vil præge dit syn på og din måde at forberede forkyndelsen.
Derudover må jeg også sande, at den hverdagsagtige, dialogiske og fortællende "jeg-du" prædiken ikke rammer alle lige godt. Ikke fordi det er nogen overraskelse. Forkyndelsen vil ramme nogle. Andre rammer den ikke. Men der er simpelthen mange, som er vokset op med og opdraget med én bestemt måde at prædike på (nemlig den, som førnævnte retoriker underviste i), og som derfor ikke opfatter den hverdagsagtige/dialogiske/osv. prædiken som en "rigtig" prædiken.
Jeg hedder Carsten. Her finder du nogle af de prædikener jeg har skrevet, de ting jeg interesserer mig for - og i min dagbog kan du følge med i, hvad jeg og min familie går og laver... Jeg har bl.a. været lærer 3 år på en efterskole i Stubbekøbing. Jeg er nu sognepræst i Toreby Sogn, Lolland Falster Stift.
Jeg elsker at se film - og mange af dem har givet inspiration til fx prædikener. Klik på billedet og læs om mine favoritfilm - og giv selv en kommentar med på vejen. Der føjes artikler til, når jeg får tid til det.
Filmanmeldelser
Jeg er filmanmelder i Nykøbing F., og skriver anmeldelser for hjemmesiden FILMOGTRO.DK. Jeg har bl.a anmeldt:
Jeg holdt min første "rigtige" prædiken da jeg var 19 år gammel. (Min allerførste holdt jeg som 10-årig, men det er en helt anden historie).
Jeg hedder Carsten. Her finder du nogle af de prædikener jeg har skrevet, de ting jeg interesserer mig for - og i min dagbog kan du følge med i, hvad jeg og min familie går og laver...
Jeg elsker at se film - og mange af dem har givet inspiration til fx prædikener. 
